danskret.dk
Den Europæiske Union

Geoblokeringsforordningen

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2018/302 af 28. februar 2018 om imødegåelse af uberettiget geoblokering og andre former for forskelsbehandling på grundlag af kundernes nationalitet, bopæl eller hjemsted i det indre marked og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og (EU) 2017/2394 og af direktiv 2009/22/EF (EØS-relevant tekst)

Gældende EU-forordning Forordning (EU) 2018/302 af 28/02/2018 Se på EUR-Lex ↗

Artikel 1. Formål og anvendelsesområde

Stk. 1. Formålet med denne forordning er at bidrage til et velfungerende indre marked ved at forhindre uberettiget geoblokering og andre former for forskelsbehandling, der direkte eller indirekte er baseret på kunders nationalitet, bopæl eller hjemsted, herunder ved yderligere at præcisere bestemte situationer, hvor forskelsbehandling ikke kan begrundes med henvisning til artikel 20, stk. 2, i direktiv 2006/123/EF.

Stk. 2. Denne forordning finder ikke anvendelse i rent interne situationer, hvor alle relevante elementer i transaktionen er begrænset til en enkelt medlemsstat.

Stk. 3. Denne forordning gælder ikke for de former for virksomhed, der er omhandlet i artikel 2, stk. 2, i direktiv 2006/123/EF.

Stk. 4. Denne forordning berører ikke de regler, der finder anvendelse på beskatningsområdet.

Stk. 5. Denne forordning berører ikke de regler, der finder anvendelse på ophavsretsområdet og beslægtede rettigheder, navnlig de regler, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF (22).

Stk. 6. Denne forordning berører ikke EU-retten om civilretligt samarbejde. En erhvervsdrivendes overholdelse af denne forordning skal ikke fortolkes, som om vedkommende retter virksomhed mod den medlemsstat, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted eller sin bopæl i den i artikel 6, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 593/2008 og artikel 17, stk. 1, litra c), i forordning (EU) nr. 1215/2012 anvendte betydning. I særdeleshed, hvor en erhvervsdrivende, der handler i overensstemmelse med artikel 3, 4 og 5 i denne forordning, ikke blokerer eller begrænser forbrugernes adgang til vedkommendes onlinegrænseflade, ikke omdirigerer forbrugerne til en udgave af onlinegrænsefladen på basis af forbrugernes nationalitet eller bopæl, der er forskellig fra den, som forbrugerne først forsøgte at få adgang til, ikke anvender forskellige generelle betingelser for adgang, når vedkommende sælger varer eller leverer tjenesteydelser i situationer, der er fastsat i nærværende forordning, eller accepterer betalingsinstrumenter udstedt i en anden medlemsstat uden forskelsbehandling, skal denne erhvervsdrivende ikke, af disse grunde alene, anses for at rette virksomhed mod den medlemsstat, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted eller sin bopæl. I tilfælde, hvor den erhvervsdrivende efter indgåelsen af en kontrakt leverer oplysninger og bistand til forbrugeren som følge af den erhvervsdrivendes overholdelse af nærværende forordning, skal denne heller ikke, på dette grundlag alene, anses for at rette virksomhed mod den medlemsstat, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted eller sin bopæl.

Stk. 7. Artikel 20, stk. 2, i direktiv 2006/123/EF finder anvendelse, i det omfang denne forordning ikke fastsætter mere specifikke bestemmelser.

Artikel 2. Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1) »elektronisk leverede tjenesteydelser«: ydelser, der leveres via internettet eller et elektronisk net, og hvis egenart gør leveringen deraf hovedsagelig automatiseret, og som kun involverer minimal menneskelig indgriben og ikke har nogen levedygtighed uden informationsteknologi

2) »interbankgebyr«: interbankgebyr som defineret i artikel 2, nr. 10), i forordning (EU) 2015/751

3) »kortbaseret betalingsinstrument«: kortbaseret betalingsinstrument som defineret i artikel 2, nr. 20), i forordning (EU) 2015/751

4) »betalingsvaremærke«: betalingsvaremærke som defineret i artikel 2, nr. 30), i forordning (EU) 2015/751

5) »betalingstransaktion«: betalingstransaktion som defineret i artikel 4, nr. 5), i direktiv (EU) 2015/2366

6) »betalingstjeneste«: betalingstjeneste som defineret i artikel 4, nr. 3), i direktiv (EU) 2015/2366

7) »betalingstjenesteudbyder«: betalingstjenesteudbyder som defineret i artikel 4, nr. 11), i direktiv (EU) 2015/2366

8) »betalingskonto«: betalingskonto som defineret i artikel 4, nr. 12), i direktiv (EU) 2015/2366

9) »betalingsinstrument«: betalingsinstrument som defineret i artikel 4, nr. 14), i direktiv (EU) 2015/2366

10) »direkte debitering«: direkte debitering som defineret i artikel 4, nr. 23), i direktiv (EU) 2015/2366

11) »kreditoverførsel«: kreditoverførsel som defineret i artikel 4, nr. 24), i direktiv (EU) 2015/2366

12) »forbruger«: enhver fysisk person, der ikke handler som led i sit erhverv, sin forretning, sit håndværk eller sin profession

13) »kunde«: enhver forbruger, som er statsborger i eller har sin bopæl i en medlemsstat, eller en virksomhed, som har sit hjemsted i en medlemsstat, og som modtager en ydelse eller køber en vare eller agter at gøre dette i Unionen, udelukkende til eget slutbrug

14) »generelle betingelser for adgang«: alle de vilkår, betingelser og andre oplysninger, herunder nettosalgspriser, der regulerer adgangen til varer eller tjenesteydelser, som en erhvervsdrivende udbyder til salg, og som fastsættes, anvendes og stilles til rådighed for den brede offentlighed af eller på vegne af den erhvervsdrivende, og som gælder i mangel af en individuelt forhandlet aftale mellem den erhvervsdrivende og kunden

15) »vare«: enhver løsøregenstand, undtagen genstande som sælges på tvangsauktion eller i øvrigt i henhold til lov

16) »onlinegrænseflade«: enhver form for software, herunder et websted eller en del heraf, og applikationer, herunder mobile applikationer, der drives af eller på vegne af en erhvervsdrivende, og som har til formål at give forbrugerne adgang til den erhvervsdrivendes varer eller tjenesteydelser med henblik på en transaktion vedrørende disse varer eller tjenesteydelser

17) »tjenesteydelse«: enhver selvstændig erhvervsvirksomhed, der normalt udføres mod betaling, jf. artikel 57 i TEUF

18) »erhvervsdrivende«: enhver fysisk person eller enhver juridisk person, uanset om der er tale om privat eller offentligt ejerskab, der handler, herunder via en anden person, der optræder i dennes navn eller på dennes vegne som led i sit erhverv, sin forretning, sit håndværk eller sin profession.

Artikel 3. Adgang til onlinegrænseflader

Stk. 1. En erhvervsdrivende må ikke gennem brug af tekniske foranstaltninger eller på anden måde blokere for eller begrænse en kundes adgang til den erhvervsdrivendes onlinegrænseflade af årsager, der har at gøre med kundens nationalitet, bopæl eller hjemsted.

Stk. 2. En erhvervsdrivende må ikke af årsager, der har at gøre med en kundes nationalitet, bopæl eller hjemsted, omdirigere kunden til en udgave af den erhvervsdrivendes onlinegrænseflade, der er forskellig fra den, som kunden i først omgang søgte adgang til, i kraft af sin udformning, det sprog, der benyttes, eller andre særlige egenskaber, der målretter den mod kunder med en bestemt nationalitet eller et bestemt bopælssted eller hjemsted, medmindre kunden udtrykkeligt har givet samtykke til en sådan omdirigering.

I tilfælde af omdirigering med kundens udtrykkelige samtykke skal den udgave af den erhvervsdrivendes onlinegrænseflade, som kunden i første omgang søgte adgang til, fortsat være let tilgængelig for den pågældende kunde.

Stk. 3. Forbuddene i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse, hvis blokeringen eller begrænsningen af kunders adgang eller omdirigeringen er nødvendig for at sikre overholdelse af et retligt krav i EU-retten eller i en medlemsstats lovgivning i overensstemmelse med EU-retten, som den erhvervsdrivendes aktiviteter er underlagt.

I sådanne tilfælde skal den erhvervsdrivende give en klar og specifik forklaring til kunder om årsagerne til, at blokeringen, begrænsningen af adgang eller omdirigeringen er nødvendig for at sikre denne overholdelse. Den pågældende forklaring skal være affattet på det sprog, der anvendes på den onlinegrænseflade, som kunden i første omgang søgte adgang til.

Artikel 4. Adgang til varer og tjenesteydelser

Stk. 1. En erhvervsdrivende må ikke anvende forskellige generelle betingelser for adgang til varer eller tjenesteydelser afhængigt af en kundes nationalitet, bopæl eller hjemsted, når kunden ønsker at:

a) købe varer hos en erhvervsdrivende, og disse varer enten leveres til et sted i en medlemsstat, hvortil den erhvervsdrivende tilbyder levering i de generelle betingelser for adgang, eller afhentes på et sted, som er aftalt mellem den erhvervsdrivende og kunden i en medlemsstat, hvor den erhvervsdrivende tilbyder en sådan mulighed i de generelle betingelser for adgang

b) modtage andre elektronisk leverede tjenesteydelser fra den erhvervsdrivende end tjenesteydelser, hvis vigtigste funktion er at give adgang til eller mulighed for brug af ophavsretligt beskyttede værker eller andre beskyttede frembringelser, herunder salg af ophavsretligt beskyttede værker eller beskyttede frembringelser i ikkefysisk form

c) modtage andre tjenesteydelser end elektronisk leverede ydelser fra en erhvervsdrivende på et fysisk sted inden for en medlemsstats område, hvor den erhvervsdrivende driver virksomhed.

Stk. 2. Forbuddet i stk. 1 forhindrer ikke, at erhvervsdrivende kan tilbyde generelle betingelser for adgang, herunder nettosalgspriser, som er forskellige fra medlemsstat til medlemsstat eller inden for en medlemsstat, og som tilbydes til kunder i et bestemt område eller til bestemte kundegrupper uden forskelsbehandling.

Stk. 3. Den blotte overholdelse af bestemmelserne i stk. 1 medfører ikke i sig selv, at en erhvervsdrivende er forpligtet til at overholde nationale retlige krav uden for kontraktforhold vedrørende de pågældende varer og tjenesteydelser i kundens medlemsstat, eller til at oplyse kunder om sådanne krav.

Stk. 4. Forbuddet i stk. 1, litra b), gælder ikke for erhvervsdrivende, der er fritaget for moms på grundlag af bestemmelserne i kapitel 1, afsnit XII, i direktiv 2006/112/EF.

Stk. 5. Forbuddet i stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis en særlig bestemmelse, der er fastsat i EU-retten eller i medlemsstaternes nationale ret i overensstemmelse med EU-retten, forhindrer den erhvervsdrivende i at sælge varer eller tjenesteydelser til bestemte kunder eller til kunder i bestemte områder.

For så vidt angår salg af bøger forhindrer forbuddet i stk. 1 ikke erhvervsdrivende i at anvende forskellige priser over for kunder i bestemte områder, for så vidt som de er forpligtet hertil i henhold til national ret i medlemsstaterne, der er i overensstemmelse med EU-retten.

Artikel 5. Forbud mod forskelsbehandling af årsager relateret til betaling

Stk. 1. En erhvervsdrivende må ikke anvende forskellige betingelser for en betalingstransaktion for så vidt angår de forskellige betalingsmidler, som vedkommende accepterer, af årsager, der har at gøre med en kundes nationalitet, bopæl eller hjemsted, betalingskontoens placering i Unionen, betalingstjenesteudbyderens hjemsted eller betalingsinstrumentets udstedelsessted, når:

a) betalingstransaktionen foretages via en elektronisk transaktion i form af pengeoverførsel, direkte debitering eller et kortbaseret betalingsinstrument af samme betalingsvaremærke og -kategori

b) autentifikationskravene i henhold til direktiv (EU) 2015/2366 er opfyldt, og

c) betalingstransaktionerne er i en valuta, som den erhvervsdrivende accepterer.

Stk. 2. Når det er berettiget af objektive årsager, forhindrer forbuddet i stk. 1 ikke den erhvervsdrivende i at tilbageholde varerne eller leveringen af tjenesteydelsen, indtil vedkommende har modtaget bekræftelse på, at betalingstransaktionen er blevet korrekt initieret.

Stk. 3. Forbuddet i stk. 1 forhindrer ikke den erhvervsdrivende i at kræve gebyr for brug af kortbaserede betalingsinstrumenter, for hvilke interbankgebyrerne ikke er reguleret i henhold til kapitel II i forordning (EU) 2015/751, og for de betalingstjenester, som forordning (EU) nr. 260/2012 ikke finder anvendelse på, medmindre forbuddet mod eller begrænsningen af retten til at opkræve gebyrer for brug af betalingsinstrumenter i henhold til artikel 62, stk. 5, i direktiv (EU) 2015/2366 er blevet indført i national ret i den medlemsstat, som den erhvervsdrivendes virksomhedsdrift er underlagt. Disse gebyrer må ikke overstige de direkte omkostninger, som afholdes af den erhvervsdrivende i forbindelse med brugen af betalingsinstrumentet.

Artikel 6. Aftaler om passivt salg

Stk. 1. Med forbehold af forordning (EU) nr. 330/2010 og artikel 101 i TEUF finder denne forordning ikke anvendelse på aftaler, der begrænser aktivt salg i den i forordning (EU) nr. 330/2010 anvendte betydning, eller på aftaler, der begrænser passivt salg i den i forordning (EU) nr. 330/2010 anvendte betydning og som vedrører transaktioner, der ikke er omfattet af de forbud, der er fastlagt i artikel 3, 4 og 5 i denne forordning.

Stk. 2. Aftalemæssige bestemmelser, som pålægger erhvervsdrivende forpligtelser vedrørende passivt salg i den i forordning (EU) nr. 330/2010 omhandlede betydning til at handle i strid med de i artikel 3, 4 og 5 i denne forordning fastsatte forbud, er automatisk ugyldige.

Artikel 7. Håndhævelse

Stk. 1. Hver medlemsstat udpeger et eller flere organer til at varetage ansvaret for tilstrækkelig og effektiv håndhævelse af denne forordning.

Stk. 2. Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om de foranstaltninger, der anvendes i forbindelse med overtrædelse af bestemmelserne i denne forordning, og sikrer, at de iværksættes. Foranstaltningerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

Stk. 3. De i stk. 2 omhandlede foranstaltninger meddeles Kommissionen og gøres offentligt tilgængelige på Kommissionens websted.

Artikel 8. Bistand til forbrugerne

Hver medlemsstat udpeger et eller flere organer til at varetage ansvaret for at yde praktisk bistand til forbrugerne i tilfælde af en tvist mellem en forbruger og en erhvervsdrivende i forbindelse med anvendelsen af denne forordning.

Artikel 9. Revisionsklausul

Stk. 1. Senest den 23. marts 2020, og herefter hvert femte år, aflægger Kommissionen rapport om evalueringen af denne forordning til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg. Når Kommissionen gør dette, tager den hensyn til de samlede virkninger af forordningen på det indre marked og den grænseoverskridende e-handel, herunder navnlig den mulige yderligere administrative og økonomiske byrde for de erhvervsdrivende, som skyldes, at der findes forskellige gældende forbrugeraftaleretlige systemer. Rapporten ledsages om nødvendigt af et forslag om ændring af denne forordning i lyset af den retlige, tekniske og økonomiske udvikling.

Stk. 2. I forbindelse med den første evaluering, jf. stk. 1, skal navnlig rækkevidden af denne forordning samt omfanget af forbuddet i artikel 4, stk. 1, litra b) vurderes, ligesom det skal vurderes, om denne forordning også bør gælde for elektronisk leverede ydelser, hvis vigtigste funktion er at give adgang til og mulighed for brug af ophavsretligt beskyttede værker eller andre beskyttede frembringelser, herunder salg af ophavsretligt beskyttede værker eller beskyttede frembringelser i ikkefysisk form, forudsat at den erhvervsdrivende har de nødvendige rettigheder i de relevante områder.

Artikel 10. Ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og (EU) 2017/2394 og af direktiv 2009/22/EF

Stk. 1. I bilaget til forordning (EF) nr. 2006/2004 tilføjes følgende punkt:

»22. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/302 af 28. februar 2018 om imødegåelse af uberettiget geoblokering og andre former for forskelsbehandling på grundlag af kundernes nationalitet, bopæl eller hjemsted i det indre marked og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og (EU) 2017/2394 og af direktiv 2009/22/EF (EUT L 60 I af 2.3.2018, s. 1), kun når kunden er en forbruger som defineret i artikel 2, nr. 12), i nævnte forordning.«

Stk. 2. I bilaget til forordning (EU) 2017/2394 tilføjes følgende punkt:

»27. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/302 af 28. februar 2018 om imødegåelse af ubegrundet geoblokering og andre former for forskelsbehandling på grundlag af kundernes nationalitet, bopæl eller hjemsted i det indre marked og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og (EU) 2017/2394 og af direktiv 2009/22/EF (EUT L 60 I af 2.3.2018, s. 1), kun når kunden er en forbruger som defineret i artikel 2, nr. 12), i nævnte forordning.«

Stk. 3. I bilag I til direktiv 2009/22/EF tilføjes følgende punkt:

»16. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/302 af 28. februar 2018 om imødegåelse af uberettiget geoblokering og andre former for forskelsbehandling på grundlag af kundernes nationalitet, bopæl eller hjemsted i det indre marked og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og (EU) 2017/2394 og af direktiv 2009/22/EF (EUT L 60 I af 2.3.2018, s. 1).«

Artikel 11. Afsluttende bestemmelser

Stk. 1. Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 3. december 2018.

Stk. 2. Artikel 6 finder dog anvendelse fra 23. marts 2020 på bestemmelser i aftaler, der er indgået inden den 2. marts 2018, som er i overensstemmelse med artikel 101 i TEUF og med eventuelle tilsvarende bestemmelser i den nationale konkurrenceret.

Gengivet fra EUR-Lex (Den Europæiske Unions Tidende). Den autoritative kilde er altid EUR-Lex. Til orientering, ikke juridisk rådgivning.