§ 1. Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1113 af 31. maj 2023 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler og ved overførsler af visse kryptoaktiver og om ændring af direktiv (EU) 2015/849, jf. bilag 1 til denne lov, gælder for Færøerne.
§ 2. Erhvervsministeren fastsætter efter forudgående høring hos det færøske landsstyre regler for Færøerne om anvendelsen af bestemmelserne i forordningen, jf. bilag 1 til denne lov, af hensyn til de ændringer af bestemmelserne, som de færøske forhold tilsiger.
§ 3. Forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af artikel 4-8, 10-12, 14-17, 19-21 eller 26 i forordningen, jf. bilag 1 til denne lov, og regler fastsat i medfør af § 2 straffes med bøde. Under særlig skærpende omstændigheder kan straffen stige til fængsel i indtil 6 måneder.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i 5. kapitel i den straffelov, der gælder for Færøerne.
§ 4. Loven træder i kraft den 30. december 2024.
Stk. 2. Lov nr. 325 af 30. marts 2019 for Færøerne om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler, ophæves.