§ 1. Overenskomst af 9. september 2009 mellem Kongeriget Danmarks regering og Staten Israels regering til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse, for så vidt angår indkomstskatter, kan tiltrædes på Danmarks vegne. Overenskomsten er optaget som bilag 1 til denne lov.
Stk. 2. Overenskomsten træder i kraft og finder anvendelse i Danmark efter bestemmelserne i overenskomstens artikel 29.
Stk. 3. Overenskomsten mellem Kongeriget Danmarks regering og Staten Israels regering til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse, for så vidt angår indkomstskat og formueskat, undertegnet den 27. juni 1966 ophæves, og dens bestemmelser ophører med at have virkning efter bestemmelserne i artikel 29, stk. 3, i overenskomsten som nævnt i stk. 1.
§ 2. Personer, som den 9. september 2009 var hjemmehørende i Israel, og som på dette tidspunkt modtog pensioner, sociale ydelser og lignende betalinger, der kan beskattes i Danmark i medfør af artikel 17 i den overenskomst, der er nævnt i § 1, stk. 1, fritages for beskatning i Danmark af de pågældende beløb, hvis disse beløb i medfør af artikel 17 eller artikel 21 i den overenskomst, der er nævnt i § 1, stk. 3, kun kunne beskattes i Israel.
Stk. 2. Fritagelse for beskatning efter stk. 1 bortfalder, hvis den pågældende ophører med at være hjemmehørende i Israel, eller hvis de pensioner, sociale ydelser og lignende betalinger, der er nævnt i stk. 1, ophører. Dette gælder dog ikke, hvis retten til en ydelse ophører og afløses af retten til en anden ydelse i umiddelbar forlængelse heraf.
Stk. 3. Der kan ikke senere gives fritagelse efter stk. 1, hvis fritagelse er bortfaldet efter stk. 2.
§ 3. Loven træder i kraft den 1. december 2009.
§ 4. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.